På cykel med mor og far

Der er mange ting at overveje inden man sætter sig på cyklen med det lille barn.

Det kan være en rigtig hyggestund for både forældre og barn at tage en tur på cyklen. Desuden er det sundt og spændende at opleve verden fra cyklen, men et barn skal sidde stabilt før en tur i cykelstolen kan komme på tale. Barnet skal have udviklet den såkaldte faldrefleks for at være klar til en tur bag på cyklen. De fleste børn vil have faldrefleksen fra ca. 9 måneder, de vil i et sidelæns fald række ud med armen for at tage fra.

Barnet skal naturligvis kunne sidde forsvarligt på cyklen. Det betyder at barnet skal sidde i en cykelstol som passer til barnets størrelse og vægt. Barnet skal spændes forsvarligt fast og må ikke kunne få hverken hænder eller fødder i klemme under kørslen. Desuden skal cyklen naturligvis kunne føres og styres uden problemer på trods af barnets tilstedeværelse. Føreren af cyklen skal være min 15 år for lovligt at måtte cykle med et lille barn på cyklen. Der kan lovligt cykles med 2 børn under 8 år på en cykel.

For at holde sikkerheden i top er det vigtigt at cyklen efterses og vedligeholdes grundigt flere gange hvert år. Dette kan enten ske hos cykelhandleren eller hjemme. sørg for at tjekke bremser, kæder, osv.

Det er desuden vigtigt at blive set i trafikken med både lygter og reflekser på både cykel og tøj. Derudover er det vigtigt at både børn og voksne bærer hjelm på cykelturen.

Kilde: Dansk Cyklist Forbund og Rådet For Større Færdselssikkerhed