Montering af autostol

Autostolen skal være monteret korrekt for at yde beskyttelse for dit barn. Fejlmontering kan i værste fald betyde at stolen ikke kan beskytte barnet i tilfælde af hårde opbremsninger eller uheld.

Autostole kan enten monteres med isofix eller i bilens egen trepunktssele. En isofix monteret stol skal kun monteres korrekt en gang og vil derefter forblive korrekt monteret, mens en stol monteret i bilens egen sele med jævne mellemrum skal tjekkes og genmonteres for at sikre en korrekt montering. Alle autostole kommer med en monteringsvejledning som bør læses og følges nøje. Desuden kan autostole som regel prøvemonteres hos forhandleren, hvor I også kan få vejledning til korrekt montering.

Ligesom ikke alle autostole passer lige godt til alle børn, er det ikke alle autostole der passer lige godt til alle biler. Det kan derfor være en fordel at prøve at montere autostolen i bilen inden køb for at sikre det bedste match.